بِسمِ اللَّهِ الرَّحمٰنِ الرَّحيمِ

1

Ved stjernen når den synker!

وَالنَّجمِ إِذا هَوىٰ

2

ما ضَلَّ صاحِبُكُم وَما غَوىٰ

3

og han taler ikke ud af egen lyst.

وَما يَنطِقُ عَنِ الهَوىٰ

4

Det er ikke andet end en åbenbaring der bliver indgivet (ham).

إِن هُوَ إِلّا وَحيٌ يوحىٰ

5

Han er blevet belært af Én med vældig styrke;

عَلَّمَهُ شَديدُ القُوىٰ

6

Den Mægtige, som stod frem,

ذو مِرَّةٍ فَاستَوىٰ

7

da (Sendebudet) han befandt sig i den højeste horisont,

وَهُوَ بِالأُفُقِ الأَعلىٰ

8

ثُمَّ دَنا فَتَدَلّىٰ

9

indtil der var to buelængders afstand, eller endnu mindre.

فَكانَ قابَ قَوسَينِ أَو أَدنىٰ

10

Derpå åbenbarede Han for sin tjener hvad Han åbenbarede.

فَأَوحىٰ إِلىٰ عَبدِهِ ما أَوحىٰ

11

Hjertet lyver ikke om hvad det så.

ما كَذَبَ الفُؤادُ ما رَأىٰ

12

Vil I da strides med ham om hvad han ser?

أَفَتُمارونَهُ عَلىٰ ما يَرىٰ

13

Han så ham endda også komme ned en anden gang,

وَلَقَد رَآهُ نَزلَةً أُخرىٰ

14

ved lotustræet på den yderste grænse,

عِندَ سِدرَةِ المُنتَهىٰ

15

nær evighedens have,

عِندَها جَنَّةُ المَأوىٰ

16

da det (lys), der dækkede lotustræet, overdækkede det;

إِذ يَغشَى السِّدرَةَ ما يَغشىٰ

17

blikket veg hverken bort eller blev forledt.

ما زاغَ البَصَرُ وَما طَغىٰ

20

og dertil den tredje, Manât?

وَمَناةَ الثّالِثَةَ الأُخرىٰ